Den nødvendige provokation

Den nødvendige provokation

”Verden uden for hækken er grim, grådig, løgnagtig og egoistisk. Og i arkitekturen har vi udviklet en historieløshed og erstattet den med en minimalistisk nutidsbevidsthed, som gør os alle fattigere” Peter Wibroe

Som en anden autist har Peter Wibroe med et underfundigt smil altid fundet sin egen sti i skoven. Men modsat autisten er han altid vendt tilbage til fællesskabet for at fortælle, hvad han har fundet. ’Vores Øl’, forkyndte Carlsberg lettere frimodigt en gang i 80’erne i store annoncer. ’Hvis Øl?’ svarede Peter knastørt tilbage i lige så store annoncer for Tuborg. Og så var Carlsberg ligesom sat tilbage på Ludo-start.

Udanskeren

Peter forstår, om nogen, fællesskabet. Ellers ville han aldrig have været den succes, han var i reklamebranchen.

Men i dag har han ikke lyst til at være en del af fællesskabet, for verden er fyldt med frustrationer, forurening, krige, kriser, katastrofer, løgn, egoisme og grådig spekulation, som han skriver i sin bog ’Havekunst og Tanketidsler’.

Som havebog er den en ny og provokerende sti i skoven, et lidenskabeligt og passioneret opråb om en smukkere verden, og det er formentlig derfor, at DR og landets største aviser har givet Peter al den tid og spalteplads, som kun en nyslået forfatter kunne ønske sig.

For Danmark er ikke et land forankret i lidenskab. Vi er ikke en nation af passionerede mennesker, som stikker af fra fællesskabet. Peter er udansk og sætter høje mål for sig selv og sine omgivelser.

Kulturen, vi alle er børn af

I arkitekturen har vi udviklet en historieløshed og erstattet den med en minimalistisk nutidsbevidsthed, som gør os alle fattigere.

Vi lider af historisk og æstetisk demens. Det er den væsentligste tanketidsel i bogen. Og hvilken bog, mageløst illustreret og skrevet med samme lidenskab, energi og historisk viden, som der er lagt i hus og have de sidste 40 år.

Den orientalske have, den romerske arkitektur, den italienske renæssance og fransk barok smelter sammen i en arkitektonisk sammenhæng, hvis lige ikke findes andre steder i Danmark.

Med kærlighed til naturen og barokkens symmetri, er matriklen i Søllerød en provokation mod minimalismens modernitet og middelmådighedens ligemageri.

At åbne gitterporten til Peters have er som at træde ind i den europæiske kulturhistorie, som nutidens arkitekter i Peters verden har glemt og i bedste fald misforstået.

For kender vi ikke vores historie, filosofien, litteraturen og kunsten, aner vi ikke hvor vi kommer fra, og menneskene, deres tanker, erfaringer og det, de har skabt, bliver uforståelige skygger på væggen, triviel og begivenhedsfattig.

Det er tomhedens begejstring, hvor gennemsnitligheden bliver den sejrende norm, og den tanketidsel er den nødvendige provokation, hvis vi skal skabe atmosfære og visuel velvære – hjemme og i det offentlige rum.