Frederiksberg, Dronning Olgas Vej
Denne originale pragtejendom på i alt 527 etagemeter med eget tårn er opført i 1901 og står nu som en kæmpemæssig bolig i tre etager, hvor de to øverste er godkendt til bolig, og den høje kælder er velegnet til kontor eller anden form for pladskrævende erhverv. Huset er bevaringsværdigt, men ikke fredet.
Ejendommens store boligetager, det flotte indgangsparti og brede trappeforløb med stuk, paneler og smagfuld bemaling, indretningen med store herskabelige rum på stribe, de runde, elegante karnapper og en loftshøjde på 3,30 meter er de umiddelbare vidnesbyrd om en repræsentativ og på alle måder imponerende bolig for en eller flere familier med ikke så få medlemmer. Det er indlysende let at forestille sig, hvordan både klassiske møbler og kunstværker vil komme til deres ret ved at blive placeret i disse skønne rum, hvor flere af dem i sig selv fremstår som kunstværker. Spisestuen har høje træpaneler, matchende loft, smukt mønstret gulv og glaskunst i vinduespartiet udført af den verdenskendte glasgravør og kunster P. Bitterlin, der også har udsmykket glaspartier i Sacré Cour-kirken i Paris. Englemotivet i spisestuen er udført i 1890. I kontoret er det Gutenberg, opfinderen af bogtrykkerkunsten, der pryder glasset. Symbolsk for de aktiviteter, der tidligere har fundet sted i kælderen. Disse kunstværker medfølger sammen med husets mange øvrige kunstfærdige detaljer på gulve, vægge og lofter. Det samme gælder de PH-lamper, der er monteret udvendigt på huset.
Også i ejendommens nederste etage, der er oplagt til erhvervsindretning, er der højt til loftet, nemlig 2,80 m. Fra 1930erne og helt frem til starten af 1990erne blev der herfra drevet trykkeri og bladudgivelse af bl.a. Dansk Frisørkunst. Den nuværende ejer har registreret ca. 50 m2 erhverv i stueetagen.
Nuværende ejer har siden 1995 gennemført adskillige moderniseringer og renoveringer udover at bevare de originale og bevaringsværdige detaljer ved ejendommen. Således er taget blevet udskiftet med naturskiffer fra Spanien og zink af en kraftig type. Loftsrummet er efterisoleret, og skunke er isoleret med op til 450 mm. Indkørslen er lagt med brosten, der stammer fra Mikkel Bryggers Gade i København. Det er grundigt arbejde med stabilgrus, afretningslag og brosten, så den uden problemer kan bære tunge køretøjer som store lastbiler. Første sal er gennemrenoveret i 2002-2003 med bl.a. udskiftning af alle tekniske installationer, også i badeværelset og Svane-køkkenet. Opgang og stueetage er renoveret i 1995 med nye el-ledninger i eksisterende rør, ligesom el-systemet er blevet udvidet. Køkken og bad i stueetage er fra Svane og stammer fra 1996. Også varmeanlægget blev fornyet i 1995 med nyt fyr, mange rørføringer, udskiftning og tilføjelse af en del ekstra radiatorer. I øvrigt er der nu mulighed for at lade ejendommen tilslutte fjernvarmenettet.