Frederiksberg C, Danas Plads
Det kan ikke ses nede fra gaden, men når hoveddøren åbnes, når man træder ind i entréen, er nogle lejligheder så uforskammet lækre, som er det at gå direkte ind på midtersiderne i et af de store, internationale boligmagasiner. Øhh er en tøvelyd, en ventemarkør, indtil man får taget sig sammen til at sige det, man gerne vil sige. Men så kommer de, udråbsordene: Aii, jamen altså, hold nu op, nøjj, jøsses.
Sådan en lejlighed med tøvelyd og udråbsord ligger der på 4., 5. og 6. sal på Danas Plads. Ja, de 3 sidste etager øverst oppe. Ikke mindre end 320 m2 er her, en størrelse, som mange af de helt store villaer nede på gaden slet ikke kan konkurrere med. Så meget plads, så meget charme, så eftertænksom og inspirerende en istandsættelse er der ikke mange af på Frederiksberg. Eller København, for den sags skyld. Den private, ugenerte tagterrasse er på over 30 m2 med udsigt til byens tårne hele vejen rundt. Lejligheden er én stor invitation til familien med mange børn. De har deres egen afdeling, forældrene deres. Det samme har de 500 flasker vin, som de 4 vinkøleskabe en suite lægger temperatur og hylder til. Ejendommen er bygget i 1914 og altid vedligeholdt. Elevator? Nej, ikke endnu, men den er købt og betalt til levering i 1. halvår af 2021.
Frederiksberg har beundringsværdige ejendomme, ejendommen på Danas Plads er bestemt en af dem. Frederiksberg har haverne, parkerne, slottet, dyrene i Zoo, restauraterme, caféerne, museerne, teatrene, kirken, alléerne, smukke tennisbaner, trendy butikker, Lorry, nærværet, musikken, fællesskabet og man kan blive ved, kan man. Frederiksberg har så stor en identitet og så meget at byde på, at selv København må være lidt misundelig. Danas Plads ligger tæt på Sankt Jørgens Sø, længere er der ikke til fantastiske København.