Rungsted Kyst, Østre Pennehavevej
Østre Pennehavevej ligger tæt på alt. Tæt på Hørsholm, tæt på Rungsted, som også er postnummeret til Østre Pennehavevej. Rungsted er en by, hvor den ene halvdel ligger på molerne i havnen, mens den anden står på sikker grund oppe på land. Rungsted i havnen er et aktivt, maritimt miljø med lækre forretninger, gode restauranter, hyggelige caféer, badestrand, vandskibro og nordmole med plads og dybde til de helt store både. Rungsted på land er en lille by med supermarked, forretninger og togstation med kystbane mod Helsingør i nord, og mod syd København og lufthavnen. 15 minutter den ene vej, 20 den anden.
Østre Pennehavevej 9 er et smørhulshus med skoven til højre, et stisystem til alt i Rungsted, 2 minutter til stranden, 5 minutter til indkøb. Bedre bliver det ikke. Huset er bygget i 1919, og er på 195 m2, men højden til loftet i de store rum gør, at det fornemmes meget større. Det ligger højt i terrænet, oppe under himlen, hvor lyset i huset kommer fra. Grunden er på 1.174 m2 med ældre planter og en stor græsplæne. Direkte til sydvestvendt terrasse fra køkkenet. Der er sauna, bad og 3 gode rum i kælderen med egen indgang.
På den anden side af gaden ligger Rungsted Golfklub, som har en af Danmarks bedste parkbaner. Alt er godt i Rungsted, det gælder skoler og gymnasier, og det gælder sportsfaciliteter som skøjte- og svømmehal og tennis. Lystbådehavnen Rungsted Havn har ambitioner og gjort det så godt for sig selv, at den i dag dominerer oplevelsen af, hvor Rungsted ligger. Over for havnen boede Johannes Ewald og Karen Blixen, og Blixenhaven er altid inspirerende at gå tur i.