Rørvig – byen midt i Danmark

Sæt et passerben i Rørvig, og lad det andet ben tegne en stor cirkel.

Midt i Danmark ligger Rørvig.

Det er en metafor, som på mange måde passer ganske godt til den gamle fiskerlandsby, som ligger for enden af Isefjord.

Det er en nemlig historisk by, hvor vikingetiden bød på kongevalg lidt nordøst for Rørvig. Og selvfølgelig er der her rejst en stor sten til minde om netop det.

I dag er Rørvig én af de mest populære feriebyer i Danmark, og havnen er det naturlige samlingspunkt for alle. Og der er altid gang i havnen.

Her ligger Lodsoldermandsgård, som er én af Odsherreds ældste bygninger. Gennem århundrede er der herfra udsendt lodse til at hjælpe skibstrafikken gennem Isefjord og Roskilde Fjord.

Rørvig Kro

Og så er der selvfølgelig Rørvig Kro fra 1870, som er legendarisk og et landmærke for byen.

Tanja og Lars, som blandt andet kan skrive Kommandanten, Søllerød Kro, Henne Kirkeby Kro og Saison på deres cv, overtog Rørvig Kro i 2001.

Og ja, her spiser man godt.

Enestående natur

Umiddelbart øst for havnen ligger Skansehage og Skansebugten, som siden vikingetiden har fungeret som naturhavn. Lidt nordligere ligger Korshage. Det er et område med store lyngarealer og enebærbuske. Korshage er hvert forår og efterår stedet for trækfugle, der er på vej til eller fra Sverige.

Mellem Rørvig og Korshage ligger Højsandet, som er en 3 km lang og 11 m høj indlandsklit, dannet over 400 år, fordi bønder har forsøgt at bremse sandflugten. Ved hele tiden at lægge grene over sandet, er der efterhånden dannet en høj klit, som danner grænsen mellem klitområderne mod nordvest og de dyrkede arealer mod øst. En sti går på klittens højderyg fra Rørvig op til Dybesø og Korshage.

Vest for Dybesø ligger en af Danmarks bedste badestrande med klitter, marehalm og den fineste, brede sandstrand.