Skønne Odsherred

Når sigtbarheden er god, kan man se evigt

Når sigtbarheden er god, kan man se evigt

Den smukke natur og de kuperede bakker giver mageløse udsigter.

Odsherred er et af Danmarks største sommerhusområder med omkring 23.500 sommerhuse.

Ordrup Næs, Veddinge Bakker, Ellinge Lyng, Klint, Rørvig og Sjællands Odde er attraktive områder med hver sin egenart, historie og fortælling.

Solnedgangene over de smukke kyststrækninger med de allerbedste sandstrande er ubeskrivelige, og det er også i Odsherred, du finder Danmarks næsthøjeste punkt, Vejrhøj, som ligger tæt på Dragsholm Slot.

 

Lammefjorden

Ikke mindre end 10.000 tønder udtørret havbund er det, vi i dag kender som Lammefjorden.

Den blev inddæmmet i slutningen af 1800-tallet, og det var ganske enkelt en ingeniørbedrift at ændre landkortet så markant.

Til gengæld kan Odsherred i dag skilte sig med det tydeligste eksempel i Norden på lokalt ’Terroir’: Masser af udtørret havbund, hvor klima, jordbund og lys går op i en højere enhed og giver råvarerne en helt særlig karakter.

Det tykke lag af dynd på den gamle havbund indeholder næringsstoffer og mineraler, som gør jorden sjældent velegnet til dyrkning af grøntsager.

 

Lokale sæsonlækkerier

Nogle af de bedste grøntsager, kartofler og i særdeleshed gulerødder kommer fra Lammefjorden. Og eftersom der altid er plads til og efterspørgsel efter kvalitet, har Odsherred også det største udbud af de hyggeligste gårdbutikker.

En af dem er Søren Wiuff fra Gislinge, kendt for sine asparges og lokale sæsonlækkerier, men også kendt som leverandør af grøntsager til Noma, Skovshoved Hotel, Geranium og Dragsholm Slot, som i et parløb med Noma står som det ypperste fyrtårn for den lokale gastronomi.